Det er muligt at leje både racercykler og MTB cykler.

For at komme godt i gang med at cykle, behøver man ikke at investere i en dyr racercykel. Hobro Cykleklub råder over et antal lettere brugte cykler, som vi lejer ud for 100 kr. pr. måned. Udlejningscyklerne skal passes og plejes og må kun bruges til træning og cykelløb – altså ikke til hverdagskørsel.  Cyklerne udleveres klargjorte.  Eventuelle reparationer,  nye slanger/dæk osv. betales af rytteren. Klubben sørger for større reparationer,  efter aftale med Tom Tagmose.

Cyklerne lejes ikke ud i vinterhalvåret og skal derfor afleveres – rengjorte og i god stand – i klubben til sæsonafslutning.

Henvendelse: Tom Tagmose -

Cykelkøb

Når du skal ud at købe en racercykel for første gang, kan det være svært at finde ud af, hvilken cykel der er den bedste til dig. Derfor anbefaler vi, at du tager kontakt til enten betstyrelsen eller Per Nielsenfor at få svar på evt. spørgsmål. Du skal især være meget opmærksom på, at gearingen passer til din alder. Dansk Cykel Union (DCU) stiller forskellige krav til gearingen ved cykelløb alt efter alder, og der føres ofte gearkontrol ved løb. Stol ikke på enhver cykelhandler m.h.t. gearingen, da ikke alle  kender til DCUs regler. Se mere om gearingen nedenfor. Ofte kan man også finde en rytter i klubben, som er vokset fra sin ellers gode racercykel, og som derfor gerne vil sælge den. Det kan også være, at ryttere, der deltager i cykelløb, kender til en rytter fra en anden klub, der har en racercykel til salg. Så det kan nogle gange godt betale sig at forhøre sig hos bestyrelsen, ryttere og trænere, inden man som ny løber ud og køber en cykel.

Hobro Cykleklub og DCU anbefaler, at du bruger følgende gearing:

U17
Maksimum 7,01 meter pr. pedalomdrejning.
Anbefalet kombination af 700C hjul og 23mm dæk: 46/14

U15
Maksimum 6,35 meter pr. pedalomdrejning.
Anbefalet kombination af 700C hjul og 23mm dæk: 42/14

U13
Maksimum 5,89 meter pr. pedalomdrejning.
Anbefalet kombination af 700C hjul og 23mm dæk: 39/14

U11
Maksimum 5,89 meter pr. pedalomdrejning.
Anbefalet kombination af 700C hjul og 23mm dæk: 39/14